En mesters stjernestund

Det er altså ingen grov spøg, Bob Dylan er vitterlig i Horsens. Pludselig
da den eksklusive forsamling begynder at stampe nærmest manisk i gulvet,
tager drømmen form af virkelighed.
Og den bliver synlig for de få udvalgte klokken 20.16, hvor musikhistoriens
vigtigste nulevende personlighed entrer scenen, skarpt efterfulgt af den
uforlignelige introduktion:
"Ladies and gentlemen, please welcome, the Columbia recording artist - Bob
Dylan!". Salen eksploderer, folk ryger op af sæderne, og hvad gør Dylan?
Han sætter en adstadig udgave af en obskur traditional i gang, mens
publikum måbende iagttager, hvad der stadig forekommer en anelse
mistænksomt: Bob Dylan i Horsens?! Og så åbner mesteren med "Hallelujah,
I'am ready to go"! Og minsandten et "thank you!" Godt nok diskret, men det
er der, og det samme er soloerne som Dylan selv tager hovedparten af på
umiskendelig komisk vis.
Han fylder 59 år på onsdag, men han ser stadig godt ud den gamle. Klædt i
stilfuld sort jakke og i ført hvide cowboystøvler, der skinner om kap med
aftenens andet nummer, "My Back Pages".

Døsigt blik
Blikket er derimod døsigt som sædvanligt. Han ligner en, der lige er stået
op, og det samme kan siges om hårpragten. Men sådan skal det jo være.
Stemningen er hjertevarm og løssluppen, men roen sænker sig, da det første
virkelige højdepunkt melder sig. En gribende og aldeles skæbnesvanger
"Masters Of War". Det er godt, at sådan noget som at trække vejret foregår
automatisk.
Flere akustiske numre følger kulminerende med klassikeren "Tangled Up In
Blue", der som næsten hele sættet på behørig vis leveres i ny arrangement i
forhold til de kendte studieversioner. Adskillige fraseringer er ren
akrobatik.
Herved holder Dylan liv i sine eviggyldige mesterværker, og han undgår at
blive reduceret til en nostalgisk legende.
Samtidigt holder han The Never Ending Tour interessant for sig selv, og han
har sikkert heller ikke noget imod, at både publikum og korsangerne er ved
at vride stemmebåndet af led for at synge med.
Folk gør hvad de kan alligevel, og frygten for at salen ville tage imod med
den overbærende arrogance, man kunne forvente fra de relativt mange
sponsorer og konkurrenter fra branchen, den viser sig at være fuldstændig
ubegrundet. Alle overgiver sig.

Formidabelt
Det kammer over i ekstatiske tilstande, da Dylan og det eminente band
sætter strøm til instrumenterne og flakker gennem en indædt og tung, 'Gotta
Serve Somebody'. Det kan godt være den er fra den såkaldt kristne periode,
men i aften er den djævelens værk. Og Bob smiler!
Formidable 'You're A Big Girl Now' er endnu en overraskelse under en
koncert, hvor Dylan i chokerende grad endevender de sidste par ugers
sætlister og leverer adskillige rariteter. Stemmen er rund og blød (altså
for Dylan standard), og dem der siger, at Bob ikke har haft et bedre sæt
musikere siden The Band, de vil næppe komme på andre tanker efter denne
opvisning. Larry Campbell (guitar og violin), Tony Garnier (bas), David
Kemper (trommer) og den relativt nye lejesvend Charlie Sexton (guitar) er
simpelthen forbilledlige sparringspartnere for legenden, der selv sætter
aftenens ubestridte stærkeste nummer i gang.

Kraft og saft
"All Along The Watchtower", og de upåklagelige lydforhold sender
guitarduellerne ud i Horsens Ny Teater med en kraft og saft, som var det
første gang den blev fremført.
Dylan spjætter for gud ved hvilken gang med det urolige venstreben, går ned
i knæene og udfører sine bizarre, lidt nervøse dansetrin, der formentlig
betyder, at han føler sig godt tilpas. Han har da heller ikke grund til
andet, og det ordinære sæt afsluttes med "Tryin' To Get To Heaven", der er
den eneste fra "Time Out Of Mind", samt endnu en overrumplende sang, "To Be
Alone 'With You".
Bob lunter ud i garderoben, og fans fra bagest i salen løber frem på siden
af de forreste stolerækker, mens sikkerhedsvagterne skuler ængsteligt.
Dylan viser sig igen og kvitterer med "Ballad Of A Thin Man" for den
konstant øredøvende begejstring, der skyller frem mellem alle numrene.

Halsbrækkende
Klassikerparaden fortsætter med "Like A Rolling Stone", "Forever Young" og
en forrygende, nærmest halsbrækkende "Maggie's Farm".
Formatet understreges, da d'herrer som den største selvfølgelighed slår
helt over i et andet følelsesregister med en nænsom, "It Ain'tMe Babe".
Klasse.
Uundgåelige "Rainy Day Woman #12 And 35" er sjældent hørt mere veloplagt,
og Dylan svirrer så meget med hovedet at svedperlerne står ud af den
sælsomme afro. "Blowin' In The Wind" løftes af de skønneste
countryharmonier, og efter to timer bukker Dylan farvel. Han har sejret.
Salen brøler på mere. Men forgæves for it's all over now, baby blue.
For Horsens var det en uforglemmelig begivenhed, for Dylan nok bare et
show, der var lidt mindre end alle de andre. Fra femte række til venstre
mindede det unægtelig om en af de absolut største musikalske begivenheder
på dansk grund nogensinde.

- Thomas Treo (Extrabladet 000522)


 

Dylans triumf

Den 58-årige amerikanske rocklegende Bob Dylan gav Horsens, den danske rockelite og de øvrige tilrejsende publikummer en oplevelse af den slags, der aldrig vil gå i glemmebogen. Han havde rent ud sagt alle odds imod sig, den 58-årige rocklegende Bob Dylan, da han søndag aften satte strøm til sine og nogle af den nyere musikhistories største sange foran blot 400 publikummer i Horsens Ny Teater. For sjældent har en koncertbegivenhed på dansk grund tiltrukket sig så megen opmærksomhed på alle leder og kanter fra landets toneangivende skribenter og andre "Dylanologer". Og Dylan er som bekendt en mand, der normalt er mere Rasmusmodsat end noget andet. Så defor lå der på forhånd en overhængende fare i luften for, at den lille amerikaner ville give fanden i de tårnhøje billetpriser på 995 kr., på Horsens Ny Teaters erhvervsklub og på Horsens Kommune, som helt ekstraordinært havde financieret hans tilstedeværelse og ellers spille et jappet koncertsæt, som var det en hvilken som helst af de hundreder af koncerter, han har spillet på sin "Never Ending Tour". Men det gjorde han ikke, faktisk tværtimod. Dylan havde nemlig indstillt sig på den intime scene, og at det selv for ham, var en ekstraordinær behivenhed, hvorfor han også valgte at præsentere en samling sange, som han i øjeblikket ellers holder for sig selv. De publikummer. der var kommet for at høre "Dylan-greatest", måtte således gå hjem med uforrettet sag eller slet og ret overgive sig til andre, mindre kendte kompositioner fra hans afgrundsdybe sangkatalog. Medieopbuddet var ikke mindre på selve koncertdagen, og det benyttede Horsens' driftige spidser sig af. Ved en banket inden koncerten blev pressekorpset således indviet i byens øvrige kulturelle begivenheder af borgmester Vagn Ry Nielsen og teaterdirektør Frank Panduro, der talte ivrigt, længe og overbevisende om den forestående Middelalder Festival. "Det er fatktisk landets største festival med over 100.000 besøgende," lokkede de. Og selvfølgelig skulle de det. For med Bob Dylan på plakaten havde de deres livs chance for at få Horsens i spalterne. Rundt omkring ved de små borde havde journalisterne dog mere end nok at gøre med at gætte på aftens sætliste i kapløb med diverse forfattere og de mange af landets førende musikere, der på den ene eller anden måde havde fået tiltusket sig en billet uden at have ligget i kø i dagevis foran Horsens Ny Teater op til salgsdagen 1. april. Denne aften var Thomas Helmig, Poul Krebs, C.V. Jørgensen, Sebastian, Peter Viskinde. Michael Falch, Nikolaj Nørlund, Allan Olsen, Johnny Madsen og Steen Jørgensen fra Sort Sol reduceret til helt almindelig, dødelige fans, der som de øvrige tilstedeværende, var kommet for at se den person, de alle sammen på hver deres måde har så meget at takke for. Og Dylan skuffede dem ikke. Fra fjerde række kunne man selvfølgelig se, at selv de største ikoner ældes som alle andre, men som Poul Krebs så rigtigt bemærkede efter koncerten, så sang Bob Dylan måske bedre end nogensinde. Om hans eminente vokalpræstation var et særtilfælde, skal forblive usagt, men den var under alle omstændigheder så intens, så gribende og herlig improvisatorisk, at den blæste nyt liv i såvel publikum som i så godt som samtlige aftenens 19 numre. I de mest betagende stunder var det, som om Dylan mistede kontrollen over sig selv og lod sin hæse røst flyde med i takt til den lige så betagende musik, som bare svingede, svingecde og svingede i mere end to timer. Dylan og hans fire lejesvende Larry Cambell (guitar, steel og violin), Tony Garnier (bas), David Kemper (trommer) og Charlie Sexton (guitar) lagde for med standarden "Halleluja, I'm ready to go", et kombineret gospel og country-nummer i en velformet men alligevel løs akustisk indpakning med Cambell og Sexton på kor. Dernæst bragte kvintetten lidt hjemstavnsfornemmelse til den jyske købstad med "Masters of War", med en ferm, minimalistisk solo fra Dylans sunburstfarvede Gibson-guitar. Genkendelsen glæde og simpel, kåd eufori fik prompte de 400 tilhørere op af de behagelige, røde plyssæder. Hvis man tror, at det kun er småtøser til drengebandskoncerter, der lægger hæmninger og fornuft i garderoben, så tager man gruelig fejl. Selv om gennemsnitsalderen i Horsens denne aften var på omkring de 40 år, så blev der piftet, klappet, trampet, råbt og skreget og i det hele taget larmet så meget, at man var til Beatles-optog i swinging London i midttresserne. Dylan selv værdigede som sædvanlig hverken publikum eller musikere det mindste smil, men på hans kontinuerlige Elvis-bevægelser med det aldrene understel, kunne man se, at også han fik en aften ud af kraftanstrengelserne. Det var da også svært at holde sig i sædet under en rå og pulserende "Rambling, Gambling Willie", den stemningsfulde "Tomorrow Is A Long Time" og klassikeren "A Hard Rain's A-Gonna Fall", der blev ledsaget af teatersalens råbekor. På dette tidspunkt stod det klart, at Dylan ikke havde tænkt sig at lade nogen som helst opsuge bare en brøkdel af hans spotlight, hvilket han måske nok skulle have gjort, for i længden blev det for meget med en eller flere soloer og de evindelige små fills fra hans hånd. I "Tangled Up In Blue" lod Dylan sig rive så meget med af bandets dynamik, at han nærmest skreg titlen med et fem sekunder langt, nasalt tryk pa T'et i Tangled. Han sluttede den første del af det akustiske sæt af med en behagelig, stille udgave af historien om "The Lonesome Death Of Hattie Carroll". Så stod den ellers på blødende, simpel bluesrock i "Gotta Serve Somebody", på simplicitet i "You're A Big Girl Now" og punk/glamrock i "All Along The Watchtower", som salig Jimi Hendrix i sin tid havde til låns. På det tidspunkt havde Dylan allerede spillet sig ind i himlen, men derfor kan man jo godt prikke lidt til forfængeligheden med den forholdsvis nye "Tryin' To Get To Heaven" fra det seneste mesterværrk, "Time Out Of Mind", og spille lidt pa ømheden i "To Be Alone With You". Nikolaj Nørlund mente, at aftenens første ekstranummer, "Ballad Of A Thin Man", var koncertens absolutte højdepunkt, og der var da også en herlig løs, sumpet, bluesfornemmelse over nummeret, der blev efterfulgt af traveren "Like A Rolling Stone", som lidt overraskende men ikke desto mindre fortjent holdt publikum i ro. Den kunne man efterhånden godt være foruden, hvad man derimod ikke kan sige om den stemningsfulde akustiske "Forever Young", der understregede teaterets helt unikke lydforhold. Bob Dylan er blandt mange ting også en stor bonderøv, hvilket han huskede på i en udmærket landligt rockende version af "Maggie's Farm", der lagde op til en lavmællt "It Ain't Me, Babe", hvor hans for første og eneste gang præsenterede publikum for sin blæsersektion, mundharpen. Den fik blot et enkelt minut, men til gengæld pustede han så melodisk og sjælefuldt i de små metalkamre, at man helt glemte at han normalt ynder at skabe anarki og kaos med, når han trækker den frem. Man troede aldrig at "Rainy Day Women 12 & 35" ville ende - hele tre gange strøg Dylan frem til scenekanten i soloudbrud, før den eminent svingende udgave måtte vige pladsen for en særdeles rearrangeret "Blowin' In The Wind", som man sagtens kunne have været foruden. Efter to timer og ti minutter i selskab med rockens måske største sangskriver, var man nærmest mere udmattet end hovedpersonen, men alligevel klar til at lægge sig i kø i mindst en uge for at blive 995 kr. fattigere, hvis den eksklusive begivenhed skulle gentage sig et hvilken som helst andet sted i landet. For i betragtning af aftenens udbytte, modregnet de ganske små irritationselementer, var det simpelthen fundet for de penge. - Thomas Søie Hansen (Berlingske Tidende 000522)

Højmesse i Horsens Dylan rockede Horsens Ny Teater i toenhalv time

Nogle fænomener er så langt fra hinanden i størrelse, at virkeligheden giver et mærkbart ryk, når de alligevel mødes. Paven i Øm Kloster, for eksempel. Eller Clinton ved den lille havfrue. Eller - Dylan og Horsens. Men senest fra i aftes hører Dylan og Horsens ligesom sammen. I alt fald i hovederne på omkring 400 mennesker, som tilbragte et godt stykke over to timer i selskab med legenden selv. At det ikke bare var endnu en koncert, vi stimlede sammen til i aftes, er mærkbart allerede på pladsen foran Horsens Ny Teaters klassisk græske indgangs-profil flere timer inden starten. Pladsen vrimler med tv-folk, Dylan look-a-likes med guitaren over skulderen og forventningsfulde fans. I byen med de kendte Der er presse-buffet i teatrets lille sal. Med Dylan på storskærm. Det er her, de mange kendte fra den danske musikscene sætter hinanden stævne. Michael Falch, Poul Krebs, Billy Cross, Helmig. Allan Olsen er her dog ikke. Han dukker først op, da klokken har kaldt til samling i teatersalen. Det samme gør Lotte Heise - med en koket lille rygsæk på. Aldersmæssigt tyder denne aftens Dylan-publikum på, at det lige så godt kunne være James Galway, der er på plakaten. Det er trods alt en lille menneskealder siden, at isenkræmmer-sønnen fra Hibbing, Minnesota for altid flyttede skiftesporene i musikken. Det har ikke været nemt at være togfører lige siden. Omkring et kvarter forsinket dukker den lille skikkelse op på scenen sammen med fem anonyme backingmusikere, og bandet falder direkte ind i et af numrene fra mesterens religiøse periode. Halleluja, lyder omkvædet. Vi er til messe i Horsens. Det bliver en aften med både gammelt og nyt. Det bliver også en aften med en meget rockende Dylan i perioder. Men første afdeling er akustisk. Lydmæssigt Crosby, Stills and Nash. "My back pages" - i rent balladetempo - "Masters of war" en af slagsangene fra Vietnam-perioden, men lige så aktuel som altid. Armene i vejret "Tomorrow is a long time" - et af de numre, Dylan først indspillede sent. Og "Hard rain", som første gang får publikums arme i vejret for alvor. De lange, rullende verselinjer er lige så hypnotiske som de altid har været. I "Tangled up in blue" fra det sørgeligt oversete album "Blood in the tracks" kommer der strøm på drengen. Det er der også i "The lonesome death of Hattie Carroll", endnu en af de stærkt socialt indignerede Dylankommentarer til uretfærdighed - om et mord på en tjenestepige. Helt tilbage fra Dylans andet album. Bifaldet kulminerer ironisk nok efter "Gotta serve somebody". En af de sange, som Dylan fik masser af tæsk for, da den kom frem første gang. I aftes blev den afleveret som en sej rocker. Det blev den bestemt ikke dårligere af. Dylan er på ingen måde nogen Jagger på en scene. Bortset fra lidt spjæt med venstre ben står han solidt plantet midt på scenen. Han er heller ikke nogen stand-up entertainer. Det er sangene, det handler l. "All along the watchtower" - Dylans eneste sang, som efter min mening er bedre i en andens version - Hendrix'. Denne formidable bibelske allegori fungerer ikke som hårdt rocknummer. Efter et lille mellemspil med "Trying to get to heaven" fra den seneste studie-cd "Time out of mind" forsvinder alle musikerne fra scenen. Pause eller slut? Pause bliver det, endda en meget kort en. Klassikerne Nu er det de store klassikeres tur. "Ballad of a thin man" - sangen, som HK må hade. Verdens giftigste hån mod kontorer, jakkesæt og småborgerlighed. Det er her, gyset op og ned ad ryggen melder sig første gang i det skærende omkvæd. Og så kommer den:, "Like a rolling stone". Seks minutters ren og skær genialitet. Denne aften i Horsens får vi dog kun tre strofer af de i alt fire, og tempoet er lidt for højt for min smag., "Rolling stone" skal være draævende... Party "Forever young" og "Maggie's farm" runder den elektriske afdeling af i første omgang. "It ain't me babe har fået ny melodi. Det gør den for så vidt ikke dårligere, men bestemt anderledes. Den klinger formidabelt med tre akustiske guitarer og en pedal steel. I "Rainy day women" er vi igen i det elektriske hjørne, og der går party i Horsens Teater. En voksende gruppe fans samles i sidegangen foran scenen og danser til. Dylan og hans folk leverer en gang rock i den tunge ende, som andre måske gør en hel del bedre. De har bare ikke Dylans sangskat at øse af. Postludiet i højmessen i Horsens bliver - kan det være anderledes - "Blowing in the wind". Akustisk heldigvis. De enestående, poetiske verselinjer slynger sig op under teatersalens buede loft. Gyset er af polarstørrelse, rottefængeren fra Hibbing kunne føre de 400 ud til et hvilketsomhelst slag, hvis det var det han ville. Buk, mørk scene, stampende og hujende bifald. Længe. Dylan er dog forlængst ude i bussen igen. På vej til hotellet i Århus. Berlin venter forude. Frank Panduro - teaterdirektøren i Horsens - kan være tilfreds. Der var luft under vingerne i den østjyske købstad denne søndag aften. Gnavpotten fra Hibbing var i godt humør. Det var stort. Om vi savnede noget? Egentlig ikke. Det skulle da lige være blåskimmelost ved buffet'en... - Erik Andresen (Vejle Amts Folkeblad 000522)

Bob Dylan var i topform i aftes - og han smilede endda flere gange

Var det en legende, som blev skabt? Om en af Bob Dylans mindste koncerter i mange, mange år - og med hovedpersonen i topform? Måske. I hvert fald blev den 58-årige amerikaners optræden i aftes på Horsens Ny Teater en forrygende oplevelse. Meget hurtigt blev det tydeligt, at såvel Dylan som hans musikere befandt sig rigtigt godt i nogle omgivelser, der adskiller sig radikalt fra de kæmpestore haller, de sædvanligvis frekventerer. De nød at spille tæt på publikum, og smilene, der ellers hører til sjældenhederne i det Dylan'ske univers, udviklede sig undervejs til mange. Ja, en enkelt gang så det endda ud til, at den amerikanske super-stjerne var på vej ud i en musikalsk flirt med tilskuerne på første række. Anderledes Koncertens grundform lignede på en prik sidste uges koncerter i bl.a. Göteborg og Helsinki. Et hoved-sæt på 12 numre, fordelt nogenlunde ligeligt mellem det akustiske og det elektriske. Fulgt af en stribe ekstra-numre, i Horsens syv stykker. Alt i alt to timer og fem minutter på scenen. Men indholdet var anderledes. Udvalget af sange afveg meget fra det, som Dylan har præsenteret ved de øvrige koncerter på den igangværende Europa-turné. Måske af hensyn til de mindre omgivelser. Men det er rent gæt. Og Dylan selv sagde sædvanen tro ikke meget - et par gange "thank you" og en uhyre kortfattet præsentation af bandets fire musikere var, hvad det blev til ud over ordene i sangene. På plads Med de mange fans fra køens forreste pladser placeret på rækkerne tættest ved scenen gav det sig selv, at stemningen var på plads lige fra starten. Og det forstod Dylan at leve op til. Han og bandet lagde ud akustisk med en gammel traditional, "Hallelujah, I'm Ready To Go" og styrede derfra over i "My Back Pages", før den første rigtigt kendte sang dukkede op: antikrigs-hymnen "Masters Of War", der trods næsten 40 år på bagen virkede uhyggeligt aktuel. En meget smuk og følt udgave af kærlighedssangen "Tomorrow Is A Long Time" blev fulgt af en også meget smuk "A Hard Rain's A-Ganna Fall", hvor man igen sad og tænkte på verdens uforanderlighed. "I saw guns in the hands of young children," synger Dylan, næsten som en helt aktuel kommentar til våben-debatten i USA. Lidt mere rockende fortsatte koncerten med "Tangled Up In Blue" - en af Dylans bedste 70'er-sange - inden endnu en af de gamle protest-sange, "The Lonesome Death Of Hattie Carroll", sluttede den akustiske afdeling af. Kontant Med strøm på fik vi først et par af de forholdsvis nye sange, "You Gotta Serve Somebody" og en meget lyrisk ,"You're A Big Girl Now", før en intenst rockende udgave af "All Along The Watchtower" sparkede stemningen langt over i det begejstrede. Endnu et nyere nummer, "Tryin' To Get To Heaven", fulgte, inden en meget kontant udgave af den ellers lidt stille "To Be Alone With You" afsluttede det, man kan kalde den officielle del af koncerten. Der var dog ikke de store vanskeligheder med at hente Dylan og hans fire musikere ind til en rundhåndet omgang ekstranumre, syv i alt. Først en flot udgave af klassikeren "Ballad Of A Thin Man" igen en af disse tresser-sange, som har bevaret aktualiteten. Derpå "Like A Rolling Stone", som bare gik lige ind. Og så "Forever Young", serveret i en indtrængende akustisk udgave. Elektricitet igen: "Maggie's Farm". Derpå akustisk: "It Ain't Me, Babe", hvor Dylan for første - og eneste - gang havde mundharpen fremme. Så igen elektrisk: "Rainy Day Women # 12 & 35", så hele salen svingede med foran en meget smilende Dylan. Og som afslutning en akustisk udgave af "Blowin' In The Wind" med et andægtigt lyttende publikum: "How many times must the cannonballs fly, before they're forever banned? The answer, my friend, is blowin' in the wind..." igen ord, der dokumenterer, hvordan mange af Dylans sange står uden for tiden. Virkelighed Sådan sluttede det hele. Borte med blæsten. Efter to Dylan-timer med en så fortættet stemning i salen, som man kun sjældent oplever. Og jeg var næppe den eneste horsensianer, som flere gange undervejs tænkte, at hvis en eller anden for et halvt års tid siden havde vovet at snakke om Bob Dylan på Horsens Ny Teater, ville han være blevet grinet ud. Nu var det virkelighed. En historisk aften. En legende? Ja, i hvert fald set med de lokale øjne. - Chr. Rimestad (Horsens Folkeblad 000522)