I det muntre hjørne

Med en stemme som en rusten sav skar Bob Dylan ind til benet og gave en
solid og veloplagt koncert i København i aftes. Lidt over 5.000 pilgrimme i
alle aldre havde købt visum til en aften i Dyland. Med visheden om, at alt
kan kan ske, når den 57-årige exentriske sanger sætter dagsordenen, så var
det overraskende nok en aften uden store overraskelser. Han er kendt for at
sammensætte sit program efter forgodtbefindende og uden skelen til
publikums forventninger. I aftes blev de indfriet.
Der var ikke skyggen af gospelkor, blæsere, bongotrommer eller blot et
hammondorgel. Men derimod en nedbarberet rock-kvintet med to guitarer, bas,
trommer og steelguitar, således som han har optrådt næsten tusinde gange
siden slutningen af firserne, på det han selv har kaldt "The Neverending
Tour". Han lagde ud med "All Along The Watchtower" og derefter fulgte 16
andre sange i løbet af lidt over halvanden time. Mange af dem udødelige
klassikere, men heldigvis også en hel håndfuld fra sidste års uovertrufne
CD "Time Out Of Mind". Til gengæld var der ingen sange fra "Oh Mercy".

Rigtig rockkoncert

Og sådan er det med Bob Dylan. Til at begynde med virkede de nummererede
pladser som en spændetrøje, men det ændrede sig halvvejs, da den bagerste
del af salen gjorde oprør og stormede frem mod scenen. Så lignede det
endelig en rigtig rockkoncert.
Efter en lille halv time fik vi et kortere akkustisk fri kvarter. Her blev
en rask udgave af "Tangled Up In Blue" tilsat mandolin og modtog større et
bifald. Mens "Love Minus Zero/No Limit" og "Blowin' In The Wind" blev
leveret lettere uengageret, så virkede det som om at Dylan selv havde det
særdeles fornøjeligt. Men han har også grund til at være tilfreds, for hans
nye sange hørte alle til koncertens højdepunkter. Det samme gjalt en magisk
udgave af "Blind Willie McTell".
At kalde ham overstrømmende er unægtelig at gå for vidt, men det lød
faktisk som om at han på et tidpukt ytrede et spagfærdigt "Thank you very
much" ligesom man kunne ane et tilfredshedens smil, da han takkede farvel.

- Lars Henrik Møller (BT 12 juni 1998)

Op for Bob
57-årige Bob Dylan rev taget af Forum

Vi var kun midtvejs, da de 5500 tilhørere i Forum spontant rejste sig og
rømmede de nummererede siddepladser i lige dele respekt og begejstring for
manden, der med god grund er blevet kaldt det 20. åhundredes mest
betydningsfulde amerikanske stemme.
Der var ingen vej udenom: Op for Bob! Op for Bob! Dylan og bandet havde
netop leveret en forrygende version af "Tangled Up In Blue", og dette
skulle vise sig at være blot den foreløbige kulmination på en koncert, der
vil gå over i historien som en af de mest mindeværdige, legenden til dato
har leveret på dansk grund.

Bliv ved!

Nøjagtigt som det er tilfældet med en af Mesterens få ligeværdige, nemlig
Neil Young, bliver Bob Dylan aldrig færdig med sine sange. De genopstår i
ny forklædning ved hver eneste koncert på det, han så rammende har valgt at
kalde "The Never Ending Tour".
Men der har unægteligt været koncerter, hvor Dylans fortolkning af egen
sangskat har været mere søgt end just udsøgt. Mere åndet end just beåndet.
Der har ligeledes været koncerter, hvor Dylan har været så gnaven og
uoplagt, at selv inkarnerede hardcore-fans som undertegnede har følt sig
snydt. I aftes var den eneste skuffelse, at Dylan ikke bare blev ved til
den lyse morgen.

Ren fest

Allerede åbningsnummeret "All Along The Watchtower" lagde niveauet. Denne
den måske mest kopierede sang i rockmusikken lød pludselig frisk, som
Dylans raspende stemme hakkede en helt ny melodilinje ind over
konge-riffet. "Masters Of War" var så intens, at man skulle tro han havde
skrevet den i går og ikke for 30 år siden. "Love Sick" var - ja, det er
muligt! - endnu tørrere end på Dylans seneste album "Time Out Of Mind". En
nyklassiker. "Cold Irons Bound" var så tung og sumpet, at selv Hilda Heick
havde fået the blues (hvis hun altså havde været der).
"Highway 61 Revisited" flåede slet og ret taget af Forum. Og resten var
fest for både folk og feinschmeckere.
Bob på Fontex

Dylan bragte det hele hjem - med et fremragende band i ryggen og en
spilleglæde så smittende, at man næsten tog sig i at glemme, hvor grimt og
uromantisk et spillested Forum i grunden er.
Men fedest var og blev dog Dylans attitude. Han sagde selvfølgelig ikke et
ord mellem numrene - det gør han jo aldrig - men hvis man nogen sinde får
mulighed for at hæfte prædikatet kåd på Dylan, er det nu.
Selv salig Elvis Presley må have fået mindreværdskomplekser, hvis han fra
sin himmel har overværet de eksorbitante hoftevrid og knæbøjninger den
57-årige diskede op med i aftes. Et syn for guder.
Det var lige før man overvejede, om onkel Bob mon havde kigget for dybt i
Fontex-krukken. Men lad nu det ligge. Godt han kommer igen på Roskilde .

- Morten V. Poulsen (Ekstra Bladet 12 juni 1998